Nyhedsarkiv » Verdens sundeste grise

13.03.2012

Kommentar af Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter

Under overskrifterne ”Ny bakterie fra svin truer danskerne” og ”Danske svin strutter af farlige bakterier” bragte Politiken i søndags en omtale af problemer med udvikling af antibiotikaresistens i danske svinestalde.
 
Når der ifølge Politiken hvert år er flere hundrede danskere, der dør af infektioner med multiresistente bakterier, er det helt sikkert en relevant problemstilling. Jeg håber blot, at læserne bed mærke i, at den type bakterier der omtales i artiklerne om svineproduktion kun har været skyld i ganske få sygdomstilfælde og ingen dødsfald i Danmark.
 
Man skal også være en meget omhyggelig og tålmodig læser for at gennemskue, at vi er langt foran svineproducenterne i resten af verden. For over 11 år siden afskaffede danske svineproducenter frivilligt brugen af antibiotiske vækstfremmere. I 2010 afskaffede vi frivilligt brugen af kritiske, vigtige antibiotika, så de fremover er forbeholdt behandling af mennesker og kæledyr. Og fra 2010 til 2011 reducerede vi anvendelsen af antibiotika til grise med knap 19 procent. Alt sammen netop for at dæmme op for udvikling af resistente bakterier.
 
Mit bedste råd til bekymrede læsere er derfor: Køb dansk og hold ferie i Danmark. Antibiotika skal anvendes med fornuft, men vi vil ikke holde op med at behandle syge dyr med medicin eller slå tusindvis af raske dyr ihjel, når vi har erfaring for, at det ikke løser noget som helst.
OK