Nyhedsarkiv » Slagtesvin – hvor bliver de af?

Kommentar af Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter

Det er et rigtig flot initiativ, slagteriarbejderne ved Danish Crown har taget, og det kræver stor anerkendelse, at de på den måde selv vil være med til at sikre deres arbejdspladser. Vi skal bare have dansk slagtesvin tilbage på sporet, så vi igen kan få slagtet flere grise i Danmark og på den måde skabe tusindvis af arbejdspladser og milliarder af kroner i eksportindtægter. Næste skridt er nu, at slagteriets ledelse får genskabt tilliden til, at vi producenter kan få en afregning for vores grise, så vi kan betale investeringen tilbage og få løn for vores arbejde. Samtidig må politikerne tydeligt tilkendegive, at slagtesvineproduktionen er ønsket i Danmark.

Lad mig starte med at slå fast, at det ikke er fordi der mangler smågrise. Næsten 10 millioner smågrise køres forbi danske stalddøre til udlandet. Det eneste der skal til for at få dem til at stoppe op er, at den danske slagtesvineproducent, heriblandt mig selv, kan betale markedsprisen for dem. Vi kan oven i købet få rabat, da vi kan nøjes med at betale transportomkostningen fra soholderen. En omkostning, vi ikke har, hvis vi selv producerer smågrisen. Vi slipper for gebyrer, transportomkostningen til udlandet og avance til mellemhandleren. Vi kan altså købe grise i rigelige mængder, mindst 30 kroner billigere end vores konkurrenter syd for grænsen.

Når der bliver færre slagtesvin, er det i bund og grund, fordi det har været en tvivlsom forretning. Bevares, de officielle regnskabsstatistikker viser da, at slagtesvineproducenterne tjener penge, men når man nærlæser tallene, tjener de i grove træk det samme, som de havde gjort, hvis de nøjedes med at drive deres jord, men det var jo ikke for at gældsætte sig og arbejde gratis i stalden, at man i sin tid byggede den. Den fejl begår man ikke igen, og derfor vil man ikke bygge til flere slagtesvin, før man er overbevist om, at man kan komme til at tjene penge på projektet. Det skal både forrente den investerede kapital og betale arbejdsløn.

”Man skal se på bedriftens samlede indtjening. Det er den danske model. De forskellige driftsgrene understøtter hinanden og minimerer risikoen”. Med det argument burde Carlsberg straks kaste sig over dyrkning af maltbyg, og Dyne-Larsen skal få sig nogle ænder, så ikke hans forretning ødelægges af høje dunpriser. Det er super, hvis man som landmand gerne vil have både dyr og planteavl, men hvis ikke slagtesvineproduktion isoleret set giver penge, så kommer der ikke nye stipladser.

”Hvis bare vi kunne få miljøtilladelser, så kunne vi komme i gang, og ved hjælp af ny miljøteknologi, gyllekøling, luftrensning, forsuring og biogas, ville anlæggene skyde op som paddehatte over hele landet”. Så længe der ikke er økonomi i at bygge et anlæg på bar mark uden alskens fordyrende isenkram, og uden at økonomien skal understøttes af markbruget, så bygger kun dem der ikke kan regne, uanset hvor let det bliver at få miljøtilladelser.

Økonomien afhænger ikke kun af afregningsprisen. Den afhænger også af produktiviteten. På det område kan der hentes en del. Et gennemsnitligt foderforbrug som er tættere på 3 end på de mulige 2,5 FE/kg tilv. er den udfordring vi producenter må tage op. Slagterierne skal så til gengæld skaffe os en afregning, der matcher den tyske plus afspejler, at vi er bedre til både dyrevelfærd og fødevaresikkerhed. Hvis det kan lykkes, vil der igen komme dynamik i slagtesvinebranchen.