Nyhedsarkiv » Undgå, at svinepesten kommer til Danmark

21.02.2014

 

Kære jæger, (del gerne denne nyhed med alle jægere du kender)
Vi er i svinebranchen meget urolige for den situation, der er opstået som følge af udbruddet af svinepest i Polen. I Polen er priserne faldet med over 10% på en uge, fordi de er afskåret fra at eksportere. Deres selvforsyningsgrad med svinekød er omkring 100%. I Danmark er vores selvforsyningsgrad omkring 700%, og vi eksporterer for over 33 milliarder kroner om året. Konsekvenserne for os og for landets økonomi er helt uoverskuelige, hvis vi får svinepest. Derfor denne appel sammen et med knæk og bræk.

Med venlig hilsen
Hans Aarestrup
Direktør, Danske Svineproducenter
 
Undgå afrikansk svinepest fra Polen, Litauen, Hviderusland, Ukraine og Rusland
Udbrud af den smitsomme afrikanske svinepest i vildsvin, nu også i Litauen og Polen, får nu Fødevarestyrelsen til at minde blandt andet vognmænd, jægere, landmænd og dyrlæger om at være ekstra påpasselige med ikke at få smitten til Danmark.
Fødevarestyrelsen opfordrer til, at personer og virksomheder, der har kontakt til de berørte områder, er særligt påpasselige med smittebeskyttelse, blandt andet sørger for grundig rengøring og desinfektion af transportvogne, der har transporteret svin, og sørger for blandt andet at skifte tøj, inden de kommer ind på danske besætninger.
 
De danske jægere, der går på jagt i de berørte lande efter fx vildsvin, skal, for at minimere risikoen for overførsel af smitte til danske svinebesætninger, sikre, at de vasker og desinficerer tøj, fodtøj og udstyr, når de returnerer fra jagt. Det er forbudt at tage nedlagt vildsvinekød fra de berørte områder med tilbage til Danmark.
 
Fødevarestyrelsen opfordrer særligt landmændene til ikke at få besøg af folk, der har været i de pågældende lande inden for de seneste 48 timer. Landmænd, der benytter arbejdskraft fra de berørte områder, bør være særligt opmærksomme på hygiejne og madaffald.
(Kilde: Fødevarestyrelsen)

Klik her for Landbrug og Fødevares oplysningsside om afrikansk svinepest.
Klik her for Fødevarestyrelsens hjemmeside om afrikansk svinepest i Polen.
OK