Nyhedsarkiv » Flere slagtesvin - The Game Changer

18.09.2014

I 2011 slagtede vi 20,4 millioner slagtesvin – 2014 kommer vi ikke over 18 millioner. Der investeres alt for lidt i nye stalde, og en del integrerede besætninger vælger at lade deres slagtesvinestalde stå tomme og sælge smågrisene i stedet. Det gennemsnitlige dækningsbidrag på et slagtesvin har de seneste 10 år været 83 kr., hvor smågrisen var indkøbt uden tillæg til den beregnede ligevægtsnotering. Hvis der skal være fuld omkostningsdækning, så skal dækningsbidraget være mindst 130 kr., før der bliver overskud til aflønning af den risiko, som producenten har påtaget sig. Tillæggene til den beregnede ligevægtsnotering notering svinger, men tendensen er stigende, så det gængse niveau nu er 20 til 50 kr. Det betyder, at der mangler rundt regnet 1 kr. i notering pr. kg. kød over en periode på 10 år, før det for en gennemsnitsproducent har været attraktivt at investere i slagtesvineproduktion. Når det alligevel er sket i et mindre omfang, er det fordi svineproducenter er optimister både med hensyn til prisudvikling og egne evner til at passe svin. Skal billedet vendes, er der brug for en ”Game Changer”. Vi skal have vendt udviklingen for jo færre slagtesvin der slagtes, jo vanskeligere bliver det at genvinde momentum. De slagterier der bliver lukket åbnes ikke igen, og de markeder der tabes genvindes ikke uden en ekstraordinær indsats eller rabat. 

 

Resultatet af at fortsætte den nuværende kurs er meget forudsigelig. Om 10 år slagtes der under halvdelen af, hvad der slagtes i dag. Slagterierne vil langsomt, men sikkert, flytte mere og mere fokus ud af landet, og producenternes udsigt til nogensinde at få andel i den kapital, de har været med til at skabe, vil forsvinde ud i det blå. Det var næppe det, vores forfædre havde i tankerne, da de grundlagde andelsbevægelsen.

Noget skal der ske!

 

Vi kan vende os mod staten og forlange bedre rammevilkår og nogle målrettede støtteordninger, som det er beskrevet i blandt andet rapporten fra Taskforce slagtesvin, og det er der da også noget potentiale i, men når man ved, hvor langsomt det system maler, så er det ikke derfra, vi får kickstarten. Hvis vi derimod selv kan vende udviklingen, på kort sigt, så bør det være muligt for staten at understøtte den med nye gødningsregler, afbureaukratisering og operationelle miljøregler, så vi ikke igen kommer til at befinde os i frit fald. 

Vi kan ikke i morgen forvente rammevilkår som i Tyskland, men hvis vi over de næste 10 år nærmer os vore naboer, og de måske nærmer sig os, så bør vi igen blive konkurrencedygtige.

Vi har brug for pragmatiske lovgivere, og erhvervsministeren har da også vist mod til at gå nye veje, hvis bare ikke han skal have for mange penge op af lommen. 

 

 

Medarbejderne har tilbudt at stille kapital til rådighed, og det er rigtig fint, hvis det kan være med til at løse finansieringsproblemet for de svineproducenter, der ikke kan stille tilstrækkeligt med sikkerhed til at låne ”billige penge” af andre kanaler. Men det ændrer ikke på, at det skal være rentabelt at bygge en slagtesvinestald.

Medarbejderne er også nødt til at fortsætte den nuværende linje, hvor de forholder sig nøgternt til, at omkostningerne til at slagte i DK, herunder deres løn, ikke kan være totalt ude af trit med det, der sker syd for grænsen. 

Medarbejderne har de seneste år vist stor vilje til at være en del af løsningen.

 

Ekstraordinære situationer kalder på ekstraordinære handlinger. 

Slagterierne har i mange år forsøgt at have så lave omkostninger så muligt og tjene så mange penge på slagt og forarbejdning som muligt. Svineproducenterne på deres side har forsøgt at producere så billigt som muligt. Både slagterier og svineproducenter kan helt sikkert gøre mere, men at forvente kvantespring på områder, der har været udsat for 100 års optimering, er naivt.

 

Branchen skal rykke sig selv op ved håret, og det er slet ikke umuligt! 

 

Hvis vi forestiller os, vi vil fordele den ufordelte egenkapital til de svineproducenter, som leverer svin i de kommende 8 år, så kunne det gøres ved, at man overførte aktier for en værdi af 45 øre til leverandørerne per kilo svin de leverer.  Når aktierne er fordelt, er de fordelt. Det kan være, det tager 6 år. Det kan være, det tager 10 år. Det afhænger af om produktionen stiger eller falder. 

De nuværende personlige konti konverteres samtidigt til aktier, da de vil løse slagteriets soliditetsproblem med at skulle udbetale kontanter til dem som ophører.

Ved en uændret produktion vil en svineproducent, som leverer 10.000 pr. år, have aktier for 3 millioner kr. + hans aktieværdien af hans personlige konto som er på 1 million, når det hele er fordelt. Det vil svare til 1600 kr. pr. stiplads eller sagt på en anden måde ca. 50 % af det, han har investeret i staldanlægget. Selv med et lavt DB ville han hermed få et incitament til at fastholde eller øge sin produktion.

Danish Crown vil være ejet af deres leverandører, som slagteriet er det nu, og have sikret sig mange flere slagtesvin uden at skulle have en krone op ad lommen.

En anden fordel er, at når man har fordelt aktierne i forhold til leverandørenes størrelse, vil de også i langt højere grad kunne se fordele af at lade penge til investeringer stå i selskabet. Om de afregnes via noteringen eller via aktieudbytte er underordnet for deres økonomi.

 

Scenarie 1

Forhåbentlig har vi fået forbedret økonomi og rammevilkårene i slagtesvineproduktionen så meget, at der igen kan skabes en indtjening på produktion af slagtesvin og slagteridrift, og så er fremtiden lys. Værdierne i slagteriet er fordelt, og de penge, der kan tjenes på slagteridrift og forædling, fordeles mellem aktionærerne. Slagtesvineproducenten må nøjes med det, han kan tjene på at sælge slagtesvin til markedspris, som man gør det i alle andre lande. Mange slagtesvineproducenter vil nok vælge ikke at sælge deres aktier, men det er deres eget valg. Værdierne i slagteriet er tilfaldet dem som trods dårlig økonomi i slagtesvineproduktionen fortsatte med at levere, og nye leverandører kan glæde sig over at der stadigt findes et slagteri at levere til.

 

Scenarie 2

Hvis ikke vi har fået forbedret økonomien og rammevilkårene i slagtesvineproduktionen, vil den i gangværende nedtur tage fart. Slagtesvineproduktionen vil lukke ned. Stalde og slagterier er der afskrevet og slidt på i yderligere 6 – 10 år. Slagtesvineproducenterne skal så leve af deres planteavl og afkastet fra deres aktier i DC Foods, som i løbet af årene har vokset sig større i udlandet og baserer sig endnu mere på udenlandske grise. Værdierne i slagteriet er tilfaldet dem, som var med til at sikre at man fik afskrevet og nedslidt slagterierne inden man var nødt til at lukke dem.

I ovenstående er Danish Crown valgt som eksempel, men der kunne laves en lignende model for TICAN. Modellen rejser naturligvis en del spørgsmål. Skal aktierne være frit omsættelige fra dag 1? Hvad hvis der kommer en køber til de 51% af aktierne? I stedet for at fortabe sig i detaljer, skal man forholde sig til princippet om at flytte værdierne fra fællesskabet til den enkelte for at gøre det muligt at fastholde eller øge produktionen. Der vil eksempelvis også skulle pilles ved skatteregler etc., hvis staten kan se frem til at beholde nogle eksportindtægter.

Andelstanken opstod for at løse et problem, man havde i fortiden, og modellen har tjent os godt i mange år, men nu kan et opgør med den måske løse det problem, vi står i.