Nyhedsarkiv » TICAN og DC fusionerer

Kommentar af Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter

Uvisheden med, hvad der skal ske med TICAN, er ovre. Slagteriet fusionerer med Danish Crown. Det er en glædelig nyhed for TICANs andelshavere, eftersom det ikke er lykkedes at finde en udefrakommende partner, der kunne se perspektiv i at skyde penge i dansk slagteridrift.

Man kunne have håbet på en stærk udenlandsk investor, så der kunne blive skabt noget reel konkurrence, men det kom der ikke, så nu er vi fortsat i den situation, at det som presser DC/TICAN er udsigten til at miste slagtninger som følge af for lav afregning til slagtesvineproducenterne.

Vi forudså fusionen for tre uger siden i vores nyhedsbrev. TICAN kunne sikkert have fortsat noget tid endnu, men slagteriet var fastlåst i en ond spiral. Da der er en musketered mellem andelsselskaber, at man per definition ikke kan gå fallit, var der reelt ikke anden udvej. 

At TICAN og DC fusionerer, er ikke en fantastisk løsning, men det er den eneste løsning.

TICAN havde indtil for få år siden status af at være dem, der gav den højeste notering, med undertonen af, at de ikke måtte blive alt for dygtige, for så ville Danish Crown nok mase dem, koste hvad det ville. Faldende slagtetal fik smilene til at stivne, men da Jutland Meat (de var et A/S) gik fallit, kom der atter fuld tryk på kedlerne i Thisted. Glæden varede kort, og man begyndte at tabe pusten. Så meldte man ud, at man nu var interesseret i at finde en stærk partner eller ultimativt at sælge. Det hele kulminerede med, at man var nødt til at tage af egenkapitalen for at matche DC, og da den rige onkel eller den store udenlandske detailkæde med slagteambitioner ikke havde vist sig, så man sig nødsaget til at drage til Randers med hatten i hånden.

DC får flere grise, nogle aktiviteter i England og Polen, som sikkert sagtens kan passe ind i deres nuværende struktur, og et slagteri på havnen i Thisted, som de overhovedet ikke har brug for. Eneste håb for fortsatte slagtninger i Thisted er, at der er for langt til de andre slagterier, eller at man kan lave en Bornholmeraftale med de ansatte.

Nu får vi så også på papiret monopol i Danmark. Den eneste sten i skoen af bemærkelsesværdig størrelse er Tönnies i Brørup, men hvis de betaler bare noget, der ligner DC/TICANs notering, så kan de få alle de grise, det skal være.

DiCan, eller hvad de nu kommer til at hedde, skal også fremover benchmarke sig op mod de tyske og polske slagterier. Benchmarken foregår i praksis på den måde, at man ser hvem der er bedst i stand til at skaffe sine slagtesvineleverandører en notering som gør, at de kan betale den højeste pris for smågrisene, når alle andre omkostninger er fratrukket. At de danske rammevilkår gør, at kravene til DiCan er højere, er en politisk realitet, som man kan prøve at gøre noget ved i fællesskab, men den enkelte producent er nødt til at optimere sin egen økonomi og kan kun optimere inden for de givne rammer.

Hvad kunne man have håbet på, hvis TICAN var købt af et udenlandsk slagteri, en supermarkedskæde eller andet? JP citerer os for at have sagt, at så kommer der en, der er bedre til at drive slagteri. Det er forkert citeret. For det kan man naturligvis ikke vide. Jutland Meat er et godt eksempel på, at det er svært at slå de danske andelsslagterier på deres hjemmebane, men var der kommet en med tilstrækkeligt store muskler og måske en strømlinet afsætningskæde til det engelske marked, så kan man vel ikke på forhånd afvise, at det kunne være blevet en succes.

Nu skal konkurrencemyndighederne i gang med at kigge på fusionen. EU’s konkurrencemyndigheder er nok pænt ligeglade, da DC/TICAN samlet set stadig kun slagter en lille del af de grise som findes i EU. De danske konkurrencemyndigheder vil nok tænke sig en anelse mere om, inden de træffer deres beslutning. Skal der være konsistens i forhold til tidligere fusioner i branchen, kommer denne fusion også kun igennem, hvis man accepterer visse betingelser, selv om DC/TICAN vil bedyre, at det bliver en ren ”walkover”.

Fusionen stiller skarpt på et handlingsbehov, for den eneste reelle forskel på DC og TICAN er størrelsen, og indtil for få år siden var det TICAN, som klarede sig bedst. Det faktum, at ingen har været interesseret i at købe TICAN er et voldsomt faresignal. Hvis ingen vil købe naboens jord, så gør man klogt i at gøre det selv, hvis man ikke vil have synliggjort, at ens egen jord ikke er noget værd. Vi kan vælge at fortsætte, som om intet er hændt i forventning om, at DC er ”too big to fail”, men VION er et lysende eksempel på, at det sagtens kan lade sig gøre, selv om de endnu ikke er helt døde. Vi kan også alle sammen engagere os i debatten om, hvor vi vil hen og hvad vi vil med selskabet, så længe vi kan tillade os at have en illusion om, at vi har medbestemmelse som andelshavere.

Hvis DC/TICAN laver ”Arla-finten”, hvor de med deres ”multi-kulti”-ejere fra flere lande har sikret sig effektivt mod oprør fra neden, så er det for sent at komme med de gode idéer.