Nyhedsarkiv » Det er regeringen, som eksperimenterer med vores erhverv

27.05.2015

Kommentar af Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter

Et eksperiment, kalder Helle Thorning-Schmidt de borgerlige partiers politik, men vi vil netop væk fra regeringens eksperiment, som går ud på at lægge dansk landbrug om til økologi. Det er vi ved at dø af. Det skal igen være lødigt at producere gode konventionelle fødevarer i Danmark, som er efterspurgte i hele verden, men som af politiske grunde er blevet upopulære i Danmark. Det er regeringen, som eksperimenterer med vores erhverv, og nu må det have en ende.

Det er frygteligt, at det er blevet upopulært at producere konventionelle fødevarer, men det er ikke overraskende, når toppolitikere og ministre markedsfører sig selv på at sige, at nogle produktionsformer er mere rigtige end andre. Så bliver det upopulært at sige, at vi vil producere gode konventionelle fødevarer. Det er der ingen, som gider høre på.   

Udgangspunktet for at drive landbrug i Danmark er fantastisk. Vi har jorden, vi har produktionsapparatet, vi har virksomhederne, vi har viden, vi har en af verdens stærkeste fødevareklynger, men det er blevet alt for besværligt at producere. Det er ude hos landmændene, det hele begynder, og det er her, vilkårene skal forbedres. Vi er gået i stå. Vores omkostninger er blevet for høje, vi bliver hele tiden pålagt nye begrænsninger, og vi bliver mødt med mistillid og kontrol.

Alle ved, at vi producerer nogle af verdens bedste konventionelle fødevarer i Danmark med den højeste fødevaresikkerhed, bedste dyrevelfærd osv., men selvom langt de fleste forbrugere foretrækker at købe konventionelle fødevarer, er det ikke længere godt nok for nogle politikere. Vi vil have retten til at producere tilbage, og vi vil have anerkendelse for vores indsats, så vi igen kan tiltrække unge mennesker med evner og energi til vores erhverv. Derfor glæder vi os til valget og til forhåbentlig at blive fri for en minister eller to, som i den grad har lagt sten i vejen for det konventionelle landbrug med en ensidig politisk dagsorden lige fra dag ét. 

OK