Nyhedsarkiv » Danske svineproducenter betaler dyrt for Danish Crowns succes

Kommentar af Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter

Det er mangel på respekt for de voldsomt nødlidende landmænd, som leverer slagteriets råvarer og over årene har finansieret Danish Crowns store vækst i udlandet, at slagteridirektøren nærmest glædesstrålende står frem i Jyllands-Posten og lader sig rose for egen indsats og store succes, mens konkurserne truer rundt omkring på landet. 

For en stor del af andelshaverne ligner Danish Crowns store succes mere og mere en fiasko. Den afregning, Danish Crown kalder konkurrencedygtig, er simpelthen ikke nok til, at man kan opretholde en produktion af slagtesvin i Danmark. 

I virkeligheden skal man ikke spole mange år tilbage, før også Danish Crowns fremtid så tilsvarende dyster ud. Siden har den ene strategiplan afløst den anden, og jeg må give Kjeld Johannensen ret i, at han med succes har bragt slagteriet ud af farezonen. Men det er sket for slagtesvineproducenternes penge, som er blevet stående i selskabet i form af ufordelt egenkapital og efterfølgende investeret i udlandet. De producenter, som har betalt for slagteriets vækst i udlandet, sidder nu tilbage og har ingenting.

Det havde været bedre for svineproducenterne, hvis vi havde haft et mindre slagteri, men en stærk og intakt slagtesvineproduktion i Danmark. I stedet står vi med laser og pjalter ude i primærproduktionen og kigger på at slagteri, der bare tonser afsted. Alle sejl er sat for at få succesen i hus. For eksempel blev landmændenes eget selskab til håndtering af døde dyr, Daka, undervejs solgt fra til en privat tysk koncern, som efterfølgende hævede priserne over for landmændene markant, mens slagteriet proppede fortjenesten ved salget i sin egen kasse. 

Det er efterhånden svært at få øje på den højt besungne værdikæde i dansk landbrug. Det er i hvert fald ikke hos landmanden, at værdierne samles op.

Kjeld Johannesen må få alle de priser og al den rosende omtale, han kan bære, hvis han kan bringe os i en situation, hvor økonomien blomstrer, og folk står i kø for at bygge nye stalde. Så ville vi have en slagteridirektør, som virkelig havde succes. I stedet kæmper han for at hive pengene op af lommerne på de producenter, der er tilbage, så han kan investere endnu mere i produktion i udlandet. Og jeg må konstatere, at det oven i købet sker med både bestyrelsens og repræsentantskabets velsignelse.