Nyhedsarkiv » Politisk gambling med fødevareklyngen

03.08.2016

Kommentar af Henrik Mortensen, Danske Svineproducenter

 
CBS offentliggjorde i går en ny rapport, der sammenligner økonomien på gennemsnitsbedrifter med vores nabolande igennem de seneste seks år. Tallene bekræfter i fuld udstrækning vores egne iagttagelser. Især restriktioner på brug af kvælstof, høje afgifter, moms og skatteregler giver voldsom konkurrenceforvridning, lyder konklusionen i rapporten.
 
CBS har udregnet et estimeret tab for en gennemsnitlig svineproducent på omkring én million kroner om året – penge, som alternativt kunne have været brugt til afdrag af gæld og til nye investeringer i moderne og mere miljøvenlige produktionsmetoder til glæde for hele Danmark. Rammevilkår har også betydet faldende og lavere jordpriser, end der ses i vores nabolande, og som betyder, at finanskrisen fra 2008 stadigvæk ikke har sluppet taget i vores erhverv. Tværtimod viser nye tal fra Finanstilsynet, at bidragssatsen på vores realkreditlån fortsat er stigende trods lave tab. Det er klart et udtryk for den manglende interesse/konkurrence fra bankernes side for at få nye landmandskunder ind i porteføljen. Der er uholdbart og skal ændres hurtigst muligt.
 
Havde der ikke været mere end 3.500 svineproducenter, som med stor landmandlyst hver dag står op og sætter ting i gang, som skaber mange værdifulde arbejdspladser og eksportindtægter, at fordele disse byrder på, er det mit gæt, at produktionen var faldet voldsomt. Ingen aktionærer eller professionelle investorer ville have accepteret det, vi som gennemsnit har været udsat for de seneste mange år. Desværre er vi nok ikke kyniske nok, fordi vi er så passionerede omkring vores produktion og vores liv på landet.   
 
Vi har alt for sent fået første del af landbrugspakken, men vi har brug for yderligere politisk handling eller afklaring, så vi kan komme videre med vores fantastiske erhverv eller i det mindste vores liv.
 
CBS opfordrer afslutningsvis danske politikere til at hente yderligere miljømæssig inspiration i Sverige. Her er kvælstofudledning på samme lave niveau som i Danmark, men de har fuldgødsket deres marker i hele perioden og høster kvalitetskorn med høje udbytter. 
OK