Nyhedsarkiv » Hvor skal julestegen komme fra?
04.10.2016
Af formand for Danske Svineproducenter, Henrik Mortensen
Som landmand har jeg på min gård i Overlade ved Løgstør 900 søer. Hvert år leverer mine medarbejdere og jeg 8.000 grise til slagteriet og 20.000 smågrise til andre landmænd. En del af kødet bliver spist på danskernes middagsborde, og en del bliver eksporteret til Tyskland, England, USA, Japan og Kina m.fl.
I de seneste uger har jeg fulgt debatten om antibiotikaresistens tæt. Både som chef for mine medarbejdere, som far og ægtemand og som leverandør til slagteriet ligger det mig på sinde at få viden om, hvordan vi kommer resistens til livs.
Set fra Løgstør handler vores dagligdag om at passe grise. Vi vil gerne behandle grisene, når de bliver syge. Og grise får ligesom mennesker sygdomme, der skal behandles med antibiotika. Vi ved også, at jo mindre antibiotika, vi bruger, desto bedre. Men det er dyrlægernes vurdering, hvordan en syg gris skal behandles og hvilken type medicin, grisen skal have. I mange andre lande har dyrlægerne et økonomiske incitament til at udskrive antibiotika til grise. Det har dyrlægerne i Danmark ikke.
Siden 2009 har vi i Danmark reduceret brugen af antibiotika til grise med mere end en femtedel, så Danmark nu ligger helt i bund i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. I august 2016 fremhævede EU-Kommissionen den danske indsats for at begrænse antibiotikaforbruget til grise, og de skriver direkte, at mange medlemslande kunne lære af den danske indsats.
Det er medlemslandene i EU, der via EFSA, sætter standarden for krav til fødevaresikkerheden. Når vi kigger uden for EU's grænser, er billedet noget mere broget. Vi kan blot vende blikket mod Kina, Mexico og Rusland, der i dag producerer rigtig meget svinekød, og overveje, om de lande har lige så meget styr på antibiotikaforbruget, som vi har i Danmark. I Danmark registreres hver eneste dosis antibiotika, en gris får, og myndigheder kan overvåge forbruget på vores ejendomme hver måned. I mange andre lande står antibiotika på paller i staldene, og der er ingen form for registrering af forbruget.
Jeg er landmand. Jeg er ikke ekspert i antibiotikaresistens. Men jeg lytter, når eksperterne taler. I de seneste ugers debat er det flere gange blevet fremhævet, at resistensproblemet skal løses internationalt, for resistente bakterier stopper ikke ved landegrænserne.
Man kan ikke undgå sygdom blandt grisene. Og der er en grænse for, hvor langt antibiotikaforbruget kan komme ned, uden at det får konsekvenser for dyrevelfærden. Der er ingen tegn på, at den voksende middelklasse i verden vil nedbringe efterspørgslen efter svinekød. Der vil de kommende år og generationer blive produceret langt flere grise i verden, end der bliver i dag.
Jeg synes, debatten savner et internationalt perspektiv. For det nytter ikke, at vi i Danmark har kontrol med antibiotikaforbruget og sænker det til et niveau, hvor dyrevelfærden bliver truet. I debatten herhjemme har det eneste internationale perspektiv været, at vi i Danmark skal gøre som i Sverige og Norge. Det er to lande, der i dag ikke kan forsyne deres eget hjemmemarked med svinekød. Det svarer til at sammenligne danske skisportssteder med norske og svenske.
På den ene side får vi af WHO og EU-Kommissionen ros for at være et foregangsland i forhold til et restriktivt og kontrolleret antibiotikaforbrug. På den anden side tegnes der et billede af, at vi landmænd sætter hele den danske folkesundhed i fare. Men hvad med folkesundheden i verden? I Danmark har vi en betydelig svineproduktion og hører alligevel i international sammenhæng til i den absolutte elite af lande, der bruger allermindst antibiotika til grise. Spørgsmålet er, hvor vi ønsker, flæskestegen skal vokse op? I et foregangsland på området? Eller i lande, hvor man ikke aner, hvilken type medicin, endsige hvor meget medicin, en gris har fået? Og hvis vi vælger det sidste, hvilken betydning får det så for udbredelsen af resistente bakterier i hele verden?
Læs evt. kommentaren i JyllandsPosten her.