Nyhedsarkiv » I et regnskab skal alle poster med

05.09.2017

Replik af Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter, bragt i avisen Danmark den 6. september 2017.
Replikken er en reaktion på læserbrevet "Regnskab læst med klap for øjet" bragt i Avisen Danmark den 4. september 2017, hvor danske svineproducenter anklages for brug af illegal medicin, at udsætte mennesker for sundhedsrisici samt i det hele taget være et dyrt bekendtskab for det danske samfund.


I Avisen Danmark mandag den 4. september anklager Anker Nielsen, Bagenkop, mig for at gå med sørøverklap for det ene øje. Det minder mig om ordsproget, at man ikke bør skyde med sten, når man bor i glashus.

Kære Anker Nielsen, i 2016 eksporterede Danmark grisekød til en værdi af 30 mia. kroner. Ergo må danske svineproducenter siges at bidrage betragteligt til den danske statskasse og velfærdssamfund.

En af grundene til, at Danmark har så stor succes på eksportmarkederne er faktorer, som Anker Nielsen angiveligt ikke er klar over, nemlig meget høje standarder for sundhed, fødevaresikkerhed og dyrevelfærd. Oven i køber er vi et af de lande, som formår at producere ét kg kød med lavere belastning af miljø og klima end man formår i de fleste andre lande.

Jeg kan desuden berolige Anker Nielsen med, at vi naturligvis kun anvender godkendt medicin. Danmark er et af de få lande i verden, som formår at have en anseelig svineproduktion samtidigt med et lavt brug af medicin. Det er der ingen andre lande med en anseelig svineproduktion der formår. Det er ved flere lejligheder anerkendt af WHO, som desuden betegner Danmark som et eksempel til efterlevelse for andre lande.

Det lave danske forbrug af antibiotika fremgår blandt andet af det vedlagte kort. En væsentlig forklaring på forskellene mellem landene, at man i andre lande bruger medicin forbyggende eller som vækstfremmere. Det har vi ikke gjort i Danmark i mange år.

Endelig kan jeg oplyse, at den antibiotika, der anvendes, udskrives af en uafhængig dyrlæge, samt at forbruget, der løbende overvåges af myndighederne, opgøres måned for måned på hver enkel ejendom. Jeg ved ikke, hvilke stoffer i danske svinekød, som Anker Nielsen mener, der gør danskerne syge. Er du mon klar over, at danske slagtegrise det ene år efter det andet kendes fri for fund af medicinrester, når Fødevarestyrelsen tester kødet på slagteriet.

Jeg håber at ovenstående har givet læsebrevsskribenten et vist indblik i, at dansk svineproduktion ikke er en total underskudsforretning for det danske samfund. Tvært i mod.

Så Kære Anker Nielsen, når du sidder og laver dit regnskab over dansk svineproduktion, hvor både plusser og minusser, naturligvis skal med, så håber jeg, at jeg har øget din viden, der gør det muligt at lave et mere balanceret regnskab, end du ellers lagde op til i din replik.

Jeg håber, at du samtidig medgiver, at en eksport af sunde grise og kød fra Danmark med en høj standard er bedst i et globalt perspektiv. Det er en god løsning for Danmark, og det samlet er den god løsning for verdens forbrugere, som dermed kan nyde godt grisekød uden antibiotika og med lav miljøbelastning.

 


Kortet viser forbruget af antibiotika til dyr i landbruget i forskellige europæiske lande ifølge EU’s medicinagentur EMA, hvor de lyse farver er der, hvor der bruges mindst antibiotika pr. PCU, (Population Correction Unit. (Kilde: Sales of veterinary antimicrobial agents in 29 European countries in 2014).


 

OK