Nyhedsarkiv » Økonomien overtrumfer alt

21.10.2008

I en ny svensk film er der en scene med en mand, som sidder i den elektriske stol og græder over det, der snart skal ske. Den venlige bøddel kommer hen til ham og siger, at det går lettere, hvis han tænker på noget andet.
Jeg har det lidt på samme måde, når jeg skriver leder. Jeg ville egentlig gerne, at den skulle handle om noget andet end økonomi, og der er da også mange emner at tage fat på i tiden, men som manden i stolen har jeg svært ved få andre problemer i fokus, fordi økonomien fylder så meget mere end de andre.
I dag (torsdag den 10. april) er der en artikel i avisen om, at vi i første kvartal tabte 350 kroner på at producere et slagtesvin. Helt så meget sætter vi ikke til pr. 7-kgs gris, men han man tilstrækkeligt mange, så slår det fuldt ud lige så klart igennem på kassekreditten.

Man skal se situationen som en helhed, siges det. Når man har svin, har man også jord. Hvis man leger lidt med tallene skal udspredningsarealet til en integreret produktion stige med 10.000 kr pr. år pr. hektar, og man skal eje det hele selv, hvis man skal fastholde sin egenkapital, når prisrelationerne er så ringe, som de var i første kvartal. Alt tyder på, at jordpriserne nok skal stige, men det ville de altså også have gjort, selvom man ikke havde grise. Og for dem der ikke har ret meget jord er regnestykket en ringe trøst.
Det afgørende spørgsmål er derfor, hvornår vi igen får et positivt bidrag fra primærproduktionen?
Der forventes et lille fald i produktionen i EU i 2008 og et lidt større fald i 2009. Det betyder sandsynligvis solide prisstigninger i efteråret og gode priser i 2009. Vores udgangspunkt er godt i forhold til vore konkurrenters. Vi har sikkerhed i andet end svineproduktion og høj produktivitet. Hollændere og tyskere er nok hver for sig fuldt ud på højde med os, men på hvert deres område. Det burde altså alt andet lige gøre væsentligt mere ondt på dem. Når det ikke er tilfældet, skyldes det, at deres afregning af både slagtesvin og smågrise er anelse bedre. Sandheden er nok, at det gør cirka lige ondt på os alle, og at vi derfor alle kommer til at bære vores del af den reduktion, der skal til for at vi kan få bedre priser.
OK