Nyhedsarkiv » Kør igennem på grøn bølge

11.11.2008

Kommentar af Poul Erik Jørgensen, Vicedirektør i Nykredit

De seneste år har vi set en lang periode med højkonjunktur, hvor der har været positive prognoser for et godt resultat af de fleste projekter.

Der har nu rejst sig et stormvejr på de finansielle markeder. Det har betydet tab for mange og kan brede sig og påvirke den samlede økonomi negativt det kommende år
Mange svineproducenter vil mene, at økonomipresset allerede har været massivt en periode. Dermed kan svinesektoren være én sektor, hvor driftsøkonomien forbedres i 2009 med udsigt til bedre afregningspriser og faldende foderomkostninger.
Det er ekstra positivt i en periode, hvor kreditgivning og projektevaluering vil tage udgangspunkt i den umiddelbare indtjeningsevne og likviditetsskabelse.
Til gengæld er det også vigtigt at synliggøre den positive udvikling. Det kan bl.a. ske via gennemarbejdet budgetmateriale som viser et synligt og bevidst element i ledelsesindsatsen med at styre bedriften og de mange risikofaktorer, der er i spil.
Ud over driftsresultaterne har landbruget også typisk et økonomisk resultat fra værdistigninger på jorden.
Jordprisstigningerne har været meget markante alle årene i dette årtusinde. Med meget små kornlagre, en stigende købedygtig befolkning i verden samt behov for planteprodukter til nye formål – ikke mindst energiformå, l er der en naturlig forklaring bag, at jordprisniveauet kunne løftes og en periode stige mere end inflationen.
Det er altid et spørgsmål, hvor balancen ligger – og facit kan først ses om en årrække.
Men konkret mener jeg, at de meget stærke jordprisstigninger i efteråret 2007 er over balancepunktet . Der skete på kort tid en stigning på op til 20 pct.,, Jeg vurderer, at priserne må falde tilsvarende 20 pct. tilbage igen for at finde et balancepunkt, hvor de igen vil kunne udvikle sig og vokse med inflationen fremover.
Billedligt talt kan det sammenlignes med at konstatere, at man kører lidt for stærkt gennem en by. Det er så hensigtsmæssigt at lette benet fra speederen, korrigere lidt på bremsen og så køre igennem på grøn bølge. 
Ingen har interesse i alternativet med at ræse hele vejen frem til rødt lys, stoppe helt op og så skulle starte op igen. 
Vi er heller ikke i den kritiske situation. Tværtimod. Der er god til at tro på og fortsat handle ud fra at der er store værdier i landbruget, gode efterspørgselsudsigter for produkterne og dygtige driftsledere til at optimere økonomien.
Der er derfor god basis for at køre igennem ’på grøn bølge’.
OK