Nyhedsarkiv » Økologisk svineproduktion er ikke vejen frem
Kommentar af Torben Poulsen, formand for Danske Svineproducenter

Forelskelse gør blind, siges det. Måske er det forklaringen på den enorme beundring der pt. er for økologisk landbrug. Tanken om Danmark som 100 procent økologisk landbrugsland er allerede mere eller mindre stueren på Christiansborg, og som besøgende på landbrugsmessen Agromek i Herning bliver man budt velkommen af flere meter høje flag fra Økologisk Landsforening.
Den danske produktion af økologiske svin er steget fra godt 53.000 i regnskabsåret 2006/07 til 78.000 i 2007/08 – og forventes at blive på omkring 100.000 i indeværende regnskabsår. Til sammenligning slagter vi knap 22 millioner almindelige svin i Danmark, hvilket betyder at den økologiske svineproduktion udgør under 5 promille af den samlede danske produktion.
Med en aktuel afregningspris for økologisk svinekød på knap 20 kroner pr. kg, og en beregnet 0-punktspris for økologisk svineproduktion på 24,70 kr./kg, taber de økologiske svineproducenter i øjeblikket knap 5 kroner pr. kg produceret kød.
Det står dermed klart, at økologisk svineproduktion kan være en mulighed for nogle få, men det bliver aldrig vejen frem for det store antal danske svineproducenter.