Nyhedsarkiv » Vi skal ikke have løsgående søer i farestalden en eneste dag før vore europæiske kollegaer

Godt 100.000 personer har skrevet under på, at man skal sætte søerne fri i farestalden. Bortset fra en enkelt af disse har de fleste ikke anet, hvad de skrev under på. Dyrenes Beskyttelse, som har iværksat kampagnen, lægger op til samarbejde om problemstillingen, men hvis man har et naivt håb om at kunne indgå strategiske samarbejder med dem, så bør man prøve at kigge lidt på deres hjemmeside. De er velmenende, de er professionelle, men reelt samarbejde med branchen vil i deres egen optik være forræderi mod ånden i deres forening. Det er klart, at de forsøger at få branchen til at gå så langt som muligt frivilligt, men det er lige så klart, at de også er villige til at give os det sidste skub ud over kanten i ”den gode sags tjeneste”.

Foregangsland, det bliver vi ikke. Nationer som Sverige, Norge og Schweiz er langt foran i bestræbelserne på at nedlægge svineproduktionen. Norge og Schweiz kan selvfølgelig tillade sig den luksus at se bort fra trivialiteter som konkurrence fra udlandet og rentabilitet. Begge steder har man for længst besluttet at landbruget skal være et arbejdende museum, som kan være med til at understøtte den nationale selvfølelse. I Sverige derimod har man valgt at blive medlem af EU, og derfor kan man ikke fravælge konkurrence helt, selv om man gør hvad man kan for at holde de veterinære parader højt. I Sverige har deres ekstra fokus på dyrevelfærd (og deres dårlige avlsdyr) forhindret dem i at tjene penge i en del år. De har forsøgt at komme tilbage på banen ved at lempe reglerne lidt igen, men til trods for et stort hjemmemarked og et højt veterinært stade har de svenske producenter, deres dygtighed til trods, kæmpet en ulige kamp.
Problemet i Sverige er, at de svenske vælgere er meget stolte af deres høje stade på dyrevelfærd, men de svenske forbrugere er tilsyneladende ligeglade. I Danmark vil det problem være endnu større, når vi har en selvforsyningsgrad på en 6-700 %. Forbrugerne i det store udland er da fuldstændigt ligeglade med, om søerne er fritgående eller ej, og al snak om en merpris for produktet er ren ønsketænkning, når ikke engang svenskerne har formået at omsætte befolkningens gode vilje og angst for udenlandsk kød til en merpris for deres eget. Det kan godt være, at slagterierne vil stille os noget andet i udsigt, men deres troværdighed er på det punkt vanskelig at undervurdere.
Det absolut længste en ansvarlig branche kan strække sig for at vise den gode vilje er, at vi samtidigt med alle vore kolleger i resten af EU vil indføre løsgående søer i farestaldene. Vi må så acceptere de tærsk det vil give os i konkurrencen om tredjelandsmarkederne, men vi kan jo håbe på, at vores dygtighed vil betyde, at vi er det EU-land som kommer bedst igennem omstillingen og derfor kan profitere af de andres problemer. Politisk set er Danmark klar til løsgående diegivende søer i morgen. Fagligt kunne vi måske være klar i 2015. Økonomisk bliver vi aldrig klar til at gå enegang på området.