Nyhedsarkiv » Succes med biogas kræver større tilskud

06.03.2009

Kommentar af Poul Goul Jensen, svineproducent

Hvis jeg ikke selv var blandt dem, som har investeret millioner af kroner i et gårdbiogasanlæg, ville jeg sikkert være fristet til at dele omverdenens store begejstring for ideen. Ved første øjekast ligner biogasproduktion en helt oplagt mulighed for at reducere landbrugets miljøbelastning og samtidig levere grøn energi til både landbrugsproduktionen og det omgivende samfund.
Desværre afslører et nærmere bekendtskab, at virkeligheden er en ganske anden.

Problemet er den lave afregningspris på strøm. Biogasanlægget kræver gylle og biomasse, og faktisk overvejer vi netop nu at lukke vores anlæg, fordi der simpelthen ikke er penge til at betale for biomassen. Dårlig økonomi i driften af anlægget har tvunget os til at anvende affaldsprodukter fra andre industrier som biomasse, og det har gjort produktionen højst ustabil.
Hvis biogasanlæggene som hidtil skal leve af affaldsprodukter, så tror jeg ikke, at der skal bygges flere anlæg, end dem vi allerede har i dag. Der er simpelthen ikke marked for ret mange biogasanlæg i Danmark under de nuværende rammevilkår.

Skal man have en bæredygtig biogasproduktion i Danmark i stor målestok, så skal det være sådan, at der er råd til at dyrke de afgrøder, som skal bruges til biomasse, på vores marker. Det er der langtfra med den nuværende afregning på strøm på knap 75 øre pr. kWh.
I Tyskland er afregningsprisen på strøm fra biogasanlæg pt. på 120 øre pr. kWh, og det er det niveau vi skal op på, hvis man vil have en bæredygtig biogasproduktion i Danmark.
 

OK