Nyhedsarkiv » Business as usual

18.05.2009

Kommentar af Torben Poulsen, formand for Danske Svineproducenter
 
Der er intet overraskende ved den voldsomme stigning i eksporten af danske smågrise. Langsomt men sikkert har vi år efter år udhulet rentabiliteten i dansk svineproduktion ved hvert år at lægge nye økonomiske byrder på branchens og især vores slagteriers skuldre. Med finanssektorens velsignelse har vi dækket over den svindende rentabilitet ved at opskrive værdien af vores jord, men det har reelt kun været et spørgsmål om tid, før illusionen måtte briste. Det skete med et brag, da finanskrisen brød ud.
 
Man behøver ikke have gået særligt længe i skole for at indse, at det i længden er umuligt at drive en virksomhed, hvis udgifterne er større end indtægterne. Mange danske svineproducenter har nu i lang tid knoklet løs i staldene uden at få en krone i løn for deres arbejde. Tværtimod har de måned efter måned måttet betale en høj pris for at gå på arbejde.
 
For mange danske svineproducenter er smertegrænsen nu både nået og overskredet. Derfor hverken kan eller vil de afslå de tyske slagtesvineproducenters tilbud om at købe deres smågrise til cirka 25 % mere pr. gris end de kan få i Danmark. Det skal de heller ikke. De skal glæde sig over den store efterspørgsel og slå til.
 
At den tyske slagtesvineproducent kan betale så meget mere for grisen skyldes ikke, at han har færre omkostninger til at fede den op, men at de tyske slagterier er i stand til at betale en væsentlig højere pris for grisen. Det er meget bekymrende, og jeg er sikker på, at rigtig mange landmænd deler min bekymring for slagteriets fremtid. De kan bare ikke tillade sig at lade denne bekymring gå ud over hensynet til deres egen virksomhed og deres egne ansatte.
 
Danish Crown har meddelt, at de vil spare 1,3 milliarder kroner de kommende 6 til 18 måneder. Det kan være, at det både er for lidt og for sent, men hvis ikke det lykkes for dem, er selskabet snart historie. Slagteriarbejderne kan vælge enten at medvirke til den plan eller forberede sig på en tilværelse som arbejdsløs. Sådan er de barske realiteter.
OK