Nyhedsarkiv » I skudlinjen

22.06.2009

Kommentar af Torben Poulsen, 22. juni 2009
formand for Danske Svineproducenter

Hvis ikke de danske slagteriarbejdere vil arbejde til en løn som også giver positiv indtjening for svineproducenterne, så må slagteriet enten lukke eller må medarbejderne erstattes med nogen der vil acceptere en lavere løn. 

Vi har ikke noget at skamme os over i dansk svineproduktion på dyrevelfærdsområdet. Jeg har ikke 1700 søer fordi jeg synes de er søde og jeg gerne vil gå og klø dem bag ved ørene, men fordi jeg vil tjene penge.
 
Den første udtalelse holdt den danske presse i gang i en hel uge og affødte kommentarer fra stort set alle sider inklusive statsministeren. Den anden holdt gang i både dansk og svensk presse et stykke tid.
 
Rabiate eller logiske. Jeg kunne nok godt have pakket det mere ind. Jeg kunne have sagt at det skal nok gå alt sammen. Vi kan godt nok ikke låne flere penge til at dække underskud, og alle råvarerne forsvinder til Tyskland, men bare rolig alt løser sig og det bliver ikke synd for nogen, og selvfølgelig kan vi ikke røre ved det danske aftalesystem. Det er meget bedre at den branche jeg er talsmand for lægges i ruiner.
Vel vil jeg ej. Danske Svineproducenter har i årevis peget på problemerne med den manglende indtjening og misforholdet i mellem lønningerne på slagterierne og i resten af industrien. Forskellen til Tyskland er naturligvis enorm og særdeles skadelig for den danske konkurrenceevne, men forskellen til resten af den danske industri er hvad der svarer til en ekstra gang efterbetaling, hvert år. Når jeg så siger at nu er det måske på tide at kagen skal skæres lidt anderledes så er jeg grisk og får hademails fra slagteriarbejdere som snakker om at vi får millioner i statsstøtte. Jeg kan bare konstatere i mit regnskab at de er gået til at dække underskud og høje lønninger på slagteriet, for de har i hvert fald ikke hobet sig op på bundlinjen. At sandheden er ilde hørt ændrer ikke på at den skal frem, hvis der skal findes varige løsninger.
 
Historien i svenske medier var journalistisk under lavmålet. Der var klippet og manipuleret i en grad så man blev helt glad for de hjemlige medier. De er naturligvis oppe at køre over at det er ved at lykkes dem at kvæle deres egne producenter i ekstra omkostninger, men den vinkel kan man dårligt give historien. Det som vi i Danmark kan lære af situationen er at nationale særregler bare flytter produktionen til lande hvor kravene er mindre. Det billede som udsendelsen tegnede af dansk svineproduktion var ikke dækkende på samme måde som forårets historie om at man på svenske slagterier kogte svin levende nok heller ikke var dækkende beskrivelse af de svenske aflivningsmetoder.

 

OK