Nyhedsarkiv » Snyd med vaskecerfikater

05.08.2010

Når en lastbil kommer fra Tyskland for at hente grise, skal den vaskes og desinficeres ved grænsen. Når det er gjort, får den et vaskecertifikat og Fødevarestyrelsen kontrollerer, at det er gjort godt nok.
Lastbilen skal ifølge EU-reglerne på området vaskes umiddelbart efter den har læsset dyr af, så i princippet er der tale om rene lastbiler, som kommer til Padborg og bliver vasket en ekstra gang. Det koster penge at få vasket.
Hvis man vil ud at hente grise på en dansk ejendom, skal man ydermere vente 48 timer efter bilen er vasket. Den slags regler indbyder naturligvis til kreativitet, og derfor er en tysk opkøber med egne biler blevet anmeldt, fordi han fik sine biler vasket i to forskellige vaskehaller ved grænsen, hvilket udløste to vaskecertifikater. Så kunne han bruge det første certifikat efter 48 timer, og det andet dagen efter. I princippet kunne han hente grise mandag morgen i Danmark, flytte et læs slagtesvin i Tyskland mandag aften, og så køre til Danmark uden at vaske i Padborg og hente smågrise på en ejendom om tirsdagen. Fidusen er at være lidt foran med at få vasket, så man altid har vaskecertifikater som er 48 timer gamle, og derved kan omgå karantænereglerne.

Hvad kan man som landmand gøre for at beskytte sig selv mod at få afhentet grise af en lastbil, som ikke er blevet vasket i Padborg?
Man kan bede dyrlægen fra Fødevarestyrelsen om at sammenligne den kilometerstand som står på vaskecertifikatet med lastbilens aktuelle kilometerstand. Hvis forskellen afviger meget fra afstanden til Padborg, skal man ikke lade chaufføren køre til rampen.
 
Hvad vil myndighederne gøre ved problemet?
Det er et spændende spørgsmål. Kravet om ekstra vask ved grænsen og 48 timers karantæne er en dansk særregel, som tyskerne har klaget over. Derfor vil myndighederne nok være tilbageholdende med at føre en sag, da den sandsynligvis vil blive tabt. Kravet om ekstra vask og kontrol ved den danske grænse vil i EU systemet blive tolket som en ulovlig handelshindring, selv om de fleste godt kan se fornuften i, at den danske sundhedsstatus skal beskyttes. Hvis vi i Danmark får en sygdom som begrænser vores eksport til 3. lande er det også ødelæggende for de andre svineproducenter i EU.
 
Hvad skal der ske?
Reglen om 48 timers karantæne skal skrottes, for så længe den findes er incitamentet til at snyde for stort. Den er heller ikke sagligt begrundet, for hvis en lastbil ikke er ren efter to timer, er den det heller ikke efter 48 timer. Hvis man ville gøre noget fornuftigt på det her område, stillede man krav til opvarmning og udtørring i stedet. Kravet skal udformes på en sådan måde, at en lastbil kan gennemføre en typisk transport hver dag. På den måde ville langt flere transporter blive gennemført med lastbiler, som kun kører med smågrise direkte mellem besætninger. Hver dag en tur fra en dansk besætning direkte til en udenlandsk uden svipture til slagterier og samlestalde, hvor der mødes mange fra forskellige besætninger med deraf følgende forøget risiko for smittespredning.
Det afgørende er, at vi ved grænsen sikrer os, at bilerne er ordentligt vaskede og desinficerede. Uden alt for meget bureaukrati bør det kunne flettes ind i regi af DANISH-kontrollen, som alle i en hvis forstand er tvungne medlemmer af, medmindre man selv vil spise alle sine grise. 
  
 

 

OK