Nyhedsarkiv » Økologisk Landsforening har fået en god ide

25.02.2011

Kommentar af Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter

Det er en rigtig god ide formanden for Økologisk Landsforening, Evald Vestergaard, har fået, når han foreslår en omlægning af EU’s landbrugsstøtte, så man fremover præmieres for sin indsats på områderne klima, dyrevelfærd, miljø, rent drikkevand og natur. Desværre får han ikke selv megen glæde af forslaget - mere om det senere.
 
Dansk svinekød er allerede blandt det mest klimavenlige i verden. På ti år er udledningen af drivhusgasser faldet med 20 procent, og der findes ingen andre lande i verden, som kan producere svinekød med en lavere klimabelastning (se Videncenter for Svineproduktion - Klimagrisen på rette spor).
 
Også på dyrevelfærdsområdet ligger vi i front i Europa, særligt hvad angår EU’s krav om omlægning til løsdrift i drægtighedsstalden er danske svineproducenter langt foran de fleste konkurrenter. Vores næste store udfordring bliver øget løsdrift også i farestalden, men hvis vi, som Evald Vestergaard foreslår, gør det til en fælles europæisk udfordring, og derved undgår dansk enegang, er vi bestemt friske på at tage udfordringen op.
 
Vi kan i dag producere to slagtesvin med samme miljøbelastning, som ét slagtesvin havde i 1985. Udskillelsen af kvælstof er halveret for hvert kg produceret svinekød, mens tabet af ammoniak nu er tæt på kun at udgøre en tredjedel af, hvad det var i 1990, og udviklingen fortsætter med stormskridt som følge af implementeringen af nye miljøteknologiske løsninger som for eksempel forsuring af gylle, gyllekøling, luftrensning mv. Vores absolut største miljøteknologisk hit er dog fortsat forbedret fodereffektivitet, som virker omgående i hele produktionen, og effekten forsinkes ikke af investeringer i ny teknologi. (se Nyheder fra VSP - hemmeligheder fra miljøfronten).
 
Effekten kan måles i naturen og miljøet uden for stalden, og for nylig dokumenterede Danmarks Miljøundersøgelser, at miljøbelastningen med kvælstof og fosfor er faldet med hhv. 56 og 98 pct. i løbet af de seneste 25 år.
 
Vi vil altså gerne sige tak til Evald Vestergaard for hans fremsynede forslag. Desværre får han ikke selv megen glæde af forslaget om at præmiere indsatsen på de nævnte områder. Den økologiske svineproduktion kommer på de fleste områder ikke i nærheden af resultaterne fra den konventionelle. For eksempel forurener et økologisk slagtesvin fire gange mere end et konventionelt slagtesvin, det bliver med stor sandsynlighed transporteret længere end fleste konventionelle slagtesvin og pattegrisedødeligheden er op mod 50 % højere i den økologiske produktion. Den slags oplysninger finder sjældent vej ud til offentligheden, men en gruppe journaliststuderende producerede for nogle år siden et indslag, der meget godt illustrerer problematikken – se Økologiens bagside.
 
Vi går ind for mangfoldighed, og alle der lever af at producere grise, er velkommen i foreningen. Men at markedsføre sig selv på bekostning af andre og med direkte vildledning af forbrugere og politikere vil vi ikke stiltiende acceptere.
OK