Nyhedsarkiv » Traktordemonstration
Kommentar af Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter
Hvor er det fantastisk, at græsrødderne kan mobilisere og arrangere en demonstration for at gøre opmærksom på erhvervets situation. Hvor er det beskæmmende at se alle dem, som spiller fornærmede. ”Vi kommer længst med faglige argumenter og politisk lobbyarbejde” – ja, hurra hvor det går. Jeg skal sandelig love for, at politikerne virker som om, de er stærkt påvirkede af alle de faglige argumenter. Det som græsrødderne udtrykker med demonstrationen er jo en frustration over manglende lederskab hos nogle af os folkevalgte. De siger lettere omskrevet som general Patton, ”Led os, følg os eller flyt jer.” Hos Danske Svineproducenter ser vi det som en ansporing til at lægge os yderligere i selen på de områder, vi bøvler med, men det er rart at vide, at danske landmænd er klar til at gå på barrikaderne, og det bestyrker os i vores tro på, at vi godt må være lidt barske i ord og handling.
I morgen onsdag vil københavnerne komme til at se rigtig levende landmænd og traktorer. De vil få serveret pølser og budskaber på Rådhuspladsen. Der vil blive massiv Tv-dækning. Det bliver en fest, er jeg sikker på, og det bliver ikke nødvendigt, at politiet indkalder forstærkning fra Jylland, men hvis de gør, kan betjentene sikkert godt låne en traktor af deres far eller onkel.
Vi ønsker god tur til dem der tager af sted og håber på, det bliver en festdag og et vendepunkt i debatten om Grøn Vækst.